”Prøv at forestille dig, at du går rundt på gaden, og det bliver mørkt. Du har ingen penge, og du har ikke noget sted at sove.” 

Sådan starter sociolog Ole B. Jensen sine foredrag, når han taler om det forskningsprojekt, som blandt andet er årsag til, at Projektstøtteudvalget for Kunsthåndværk og Design har tildelt ham dette års KH-pris – en pris, som tildeles personer, der har været med til at skabe faglig dialog og kritisk debat om, hvad kunsthåndværk og design kan. 

Projektet hedder ’Ekskluderende Design – social eksklusion i byens rum’ og har fokus på design i det offentlige rum, der har til formål at holde folk væk. For Ole B. Jensen handler design ikke om æstetik, men om etik. 

”Hvis ikke du leder efter sted at sove, så spadserer du blot forbi meget af det her ekskluderende design,” fortæller Ole B. Jensen, da vi taler med ham i forbindelse med hans modtagelse af KH-prisen. ”Hvis du sidder og venter på linje 5, så skal du sidde der i otte minutter, og det går jo nok. Men hvis du skal prøve at sove inde i det skur, hvor det trækker, fordi der er sprækker i glasset, eller hvor der er sat et armlæn midt på bænken, så kan man faktisk ikke rigtig være der.”

Forskningsformidling gennem udstilling

Ole B. Jensen har på projektet haft et tæt samarbejde med en bemærkelsesværdig stor mængde forskelligartede aktører: Menneskerettighedsjurist Pia Justesen, postdoc-forsker Carsten Hvid Nielsen, et projekthold af Københavns Kommunes hjemløseafdeling, Sand – De hjemløses landsorganisation og NGO’erne Minoritet og Projekt Udenfor. 

Om de mange samarbejdspartnere fortæller Ole B. Jensen: ”De kunne godt tænke sig, at der blev en højere kvalitet i den offentlige debat om hjemløses forhold. Hvad er det for nogle fysiske ting, der bliver lavet om ude i vores byrum? Når man leder efter et sted at sove i København om aftenen, det bliver mørkt, og man bliver mødt af gå-væk-bænke og forbudsskilte, så presser det folk på en bestemt måde.”

Ole B. Jensen og samarbejdspartnernes forskningsprojekt kulminerede i udstillingen ’Den udstødende by’, som først kunne opleves på Autopoul i København og siden på Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg. ”I udstillingen fik vi f.eks. lov at låne en bænk af DSB med sådan et berømt armlæn, vi hængte billeder op med fotodokumentation fra politirapporter, vi samlede forbudsskilte og vi lavede også forskellige events og talks. Altså vi prøvede på at iscenesætte en informationskampagne, som rækker ud over det akademiske.”

Design er aldrig neutralt

For Ole B. Jensen handler projektet også om at gå i rette med en grundlæggende opfattelse af, hvad design er: 

”Folk synes grundlæggende, at design er fedt. Design er cool, innovationsfremmende og kreativt. Design har en kulturel klangbund som noget interessant og godt. Vi forstår selvfølgelig godt, når design er dårligt – for eksempel en dør, der skubbes, men skal trækkes. Eller kaffekanden, der drypper. Den form for designkritik er intuitiv. Men at forstå, at der kan være værdier inde i selve designet, der er umoralske eller ligefrem gør ondt, det er straks sværere”, konkluderer Ole B. Jensen og fortsætter:

”Sagen er jo, at der ikke er noget af det, vi omgiver os med i vores menneskeskabte verden, som ikke er designet. Det betyder også, at der har siddet en eller anden og tænkt, at den her sylespidse dims, den vil være rigtig god til lige netop at holde folk væk.”

Det demokratiske rum

For Ole B. Jensen er der ikke et entydigt svar på, hvordan det ideelle offentlige rum ser ud – men der er altid plads til forbedring: ”Det er en meget svær balance, for vi ved godt, at der er forskellige normer for opførsel og adfærd. Det er fedt nok at være en hel masse mennesker, der fester på Roskilde Festival, eller når Danmark har vundet et eller andet, og det bliver fejret i gaderne. Men generelt vil man ikke have støjende adfærd i et byrum. Og det er jo der, man ofte slår ned på gadesoverne.”

Det er dog den larmende minoritet, der bliver lagt vægt på, mener Ole B. Jensen: ”Men oftest snakker vi jo om folk, der bare sover, som bare ligger ned. Hvem er det, der har retten til at ligge ned i det offentlige rum? Ude på Islands Brygge er det alle de solbrændte kroppe om dagen, men det må ikke være gadesoverne om aftenen. Så vi har nogle underlige dobbeltstandarder i vores kulturelle bagage. For mig at se er det ideelle offentlige rum et sted, hvor forskelligheder kan trives side om side i relativt fredelig sameksistens. Og det kan se ud på ufattelig mange måder.”