Thomas Vinterbergs værker har det med at tage fat i livets største og sværeste temaer. Hans film har ramt mange og er grunden til, at han i år har modtaget hæder af Statens Kunstfond. Mange, der har set hans film, bliver rørt og påvirket af dem. Men selv lider han lidt af en arbejdsskade, der gør det svært for ham at blive bevæget: 

”Jeg ser film, og indimellem rører de mig. Som regel gør de ikke. Men indimellem gør de,” fortæller han og uddyber, hvorfor han sjældent bliver rørt af film: ”Det værste, der kan ske, når man ser på kunst, er at man for hurtigt gennemskuer intentionen, for det ødelægger jo kunsten. Altså hvis intentionen bliver for tydelig. Man bliver jo lidt en ekspert i at gennemskue intentionen, når man selv arbejder med film.”

Til trods for arbejdsskaden kan filmmediet stadig ramme ham på samme måde, som hans egne værker ofte rammer andre: ”Sidst jeg blev rørt, var da jeg var på besøg hos Lars (von Trier, red), som sidder og bikser med en lille test til starten på en ny film,” fortæller Thomas Vinterberg. ”Jeg må ikke afsløre for meget, men jeg kan sige, at jeg blev meget stærkt bevæget.”

”Jeg mærkede virkelig igen, hvad kunsten kan, som er henførelse,” fortæller Thomas Vinterberg med begejstring. ”Det er jo det der med, at når det skaber resonans, så er der pludselig noget, der bare står og runger i en, som er vildt!”

Hvor filmens kraft har været med Thomas Vinterberg hele livet, var der andre kunstformer, han først forstod, da han blev ældre: ”Jeg kan huske, at jeg var ret gammel, før jeg oplevede at et maleri vækkede mine følelser første gang,” fortæller han grinende. 

”Der skulle virkelig noget til, før jeg forstod idéen med at stå og kigge på malerier. Da det så indfandt sig – og jeg kan ikke rigtig forklare, hvorfor det indfinder sig – var det en stor oplevelse. Jeg tror, jeg var i starten af 30'erne. Indtil da havde jeg trofast gået med min familie på alle mulige museer og røvkedet mig. Men pludselig skete der noget, en eller anden modlyseffekt i en horisont i et Turner-maleri, der ramte mine følelser. Det er jo stort, når det kan lade sig gøre.”

KUNST SOM EN SAMLENDE KRAFT I EN SPLITTET TID

Kunst, som Thomas Vinterberg ser den, kan røre ved meget mere end individets følelser – den er en kilde til samtale og fællesskab. Især som verdenssituationen ser ud i dag: ”Der er en eskaleret mængde af årsager til bekymring i verden, og det kan godt skabe ængstelse og en følelse af isolation, især hvis man går med den ængstelse alene.” 

Thomas Vinterbergs værker har da heller aldrig været blege for at tage fat i negative følelser eller folks frygt for verdenssituationen. Tag bare tv-serien ’Familier som vores’ fra 2025, der direkte konfronterer det trygge Danmark med frygten for klimakrisen. Men kunst handler netop også om at omfavne vores frygt og angst.

”Kunsten har en mulighed for at skabe en fællesoplevelse af alle slags følelser”, fortæller Thomas Vinterberg. ”Det kan være begær, det kan være vrede, det kan være jalousi, det kan være alle de andre negative følelser, vi har, som kan kanaliseres ind i vores oplevelse af kunsten, og vi kan have en fælles oplevelse af det.” 

”Hvordan kan kunst være relevant, når vi er i oprustning til krig? Men omvendt hvordan kan noget være mere relevant?” fortsætter han med henblik på dagens Danmark. ”Vi har jo virkelig brug for at definere os som et folk på et tidspunkt, hvor vi føler os truet. Jeg er ikke typen, der mener, at kunst alene kan hjælpe os, og at man derfor ikke behøver at have en skovl i sin hånd og ikke behøver at kæmpe for sit land. Men jeg mener dog, at kunsten koeksisterer med alt andet og er en uundværlig del af det.”

Den nuværende verdenssituation påvirker da også Thomas Vinterbergs arbejde direkte, fortæller han: ”Mit næste helt selvskrevne projekt, som er i et meget tidligt stadie, er inspireret af al den løgn, jeg ser omkring mig. Og accepten af løgnen. Vi har jo AI, som i udgangspunkt ikke er løgn, men er en slags kopi. Og du kan lyve og kan skabe identiteter, som du ikke er, og den slags. Løgnens anatomi er noget, jeg har trukket ud af min oplevelse af samfundets udvikling og er ved at skrive om.”

ET LIVSVÆRK AF GODE KLIP

Hæderen fra Statens Kunstfond tildeles skabende kunstnere, der igennem deres karriere har bidraget helt enestående til dansk kunst- og kulturliv. Det er altså det samlede værk – livsværket – der tages stilling til, når en kunstner tildeles hæderen. 

Men tænker Thomas Vinterberg nogensinde selv over sit samlede værk?

Svaret er ja: ”Jeg har tit tænkt på et samlet… oeuvre, som man kan kalde det. Det hele skal fungere som en film i sig selv. Der skal være nogle gode klip på tværs af de forskellige produktioner. Der er helt klart sekvenser i min samlede film, der virkelig rykker. Jeg kaster mig altid ud i nye ting, og det har både givet fantastiske resultater, men nogle gange også det modsatte.”

Thomas Vinterberg er dog ikke færdig med at tilføje gode klip til sit livsværk, selvom han har overvejet at stoppe: ”Altså jeg har gået med tanker om ikke længere at lave film,” fortæller han. ”Da min datter døde, vandt jeg nærmest samtidig en Oscar for en film, som jeg virkelig selv havde kærlighed for (’Druk’, red.). Så havde jeg en oplevelse af, at hvad så nu? Jeg gav mig selv muligheden for at stoppe. Der gik omkring 14 dage og så savnede jeg virkelig at skrive først og fremmest”.

”Jeg har arbejdet så meget, at jeg aldrig rigtig havde nået at opleve det der med, at det trak i mig. Men det oplevede jeg faktisk der. Så tænkte jeg: ’Jeg har virkelig lyst til at sidde igen og skabe noget. Og derfor fortsætter jeg”.

Thomas Vinterberg modtog Statens Kunstfonds hæder i maj måned i år. Dermed er han i selskab med andre hædersmodtagere såsom Helle Helle, Anne Linnet og Lars von Trier.